Huxi Bach vært ved DMA – Folk show i Tønder

Huxi Bach vært ved DMA – Folk show i Tønder
Billede: DMA Folk 2015.  ©Jacob Crawfurd

Den populære komiker og radiovært Huxi Bach er vært ved folkemusikkens årlige prisuddelingsfest i Tønder Kulturhus. Derudover kommer Tønder Revyen og optræder med Sønderjysk humor i løbet af aftenen, der også byder på musik fra blandt andre Jacob Dinesen og Signe Svendsen. To tredjedele af billetterne ér solgt.

”Huxi Bach var øverst på vores ønskeliste, så det er dejligt at det er lykkedes” fortæller pressechef for Tønder Festival Maria Theessink. ”Han er en erfaren konferencier og så spiller han jo selv en slags folkemusik – sådan i Hausgaard stilen. Vi glæder os til at have Huxi med til DMA Folk – det kan kun blive godt.”

Huxi Bach bliver ikke det eneste morsomme indslag fra scenen – Tønder Revyen kommer også og optræder med en omgang sønderjysk humor.

”Vi vil gerne give deltagerne i DMA Folk ’16 en lokal oplevelse – vise noget af det, som er særligt for området her. Tønder Revyen spiller for fulde huse, år efter år – så det var oplagt at spørge dem. De kan få grinet frem” udtaler Lau Grønager fra Tønder Kulturhus.

Aftenen byder på
DMA – Folk er folkemusikkens prisuddelingsfest og i løbet af aftenen skal der uddeles syv priser – blandt andet prisen for årets udgivelse. Ind imellem kommer der musikalske indslag med Jacob Dinesen, Signe Svendsen og to af årets nominerede kunstnere. Salen vil være fyldt med folkemusikere, der sidder spændt for at se hvem der vinder de forskellige priser. Tønders borgmester Henrik Frandsen vil byde velkommen og til at uddele priserne kommer blandt andet Anette Joensen fra P4 syd og JV redaktør Anne Kiil.

Bal bagefter
Når priserne er uddelt og der har været fire musikindslag fra scenen, er der bal i salen. ”Folkemusikken har en lang tradition for dans og det vil vi gerne have med” siger Kirstine Uhrbrand, direktør i Tønder Festivalen, som er medarrangør. ”Og så er det en festlig måde at være sammen på, efter at have siddet ned og lyttet til musik” uddyber hun.
Tønders musikværtshus ”Hagges” driver baren og efter ballet i salen, vil der være åbent i Kulturhusets cafe, hvor musikere kan mødes med hinanden og publikum og hvor der sikkert vil blive spillet videre.

Dørene åbnes kl. 19, arrangementet begynder kl. 20.

Billetter på tonderkulturhus.dk og billetten.dk

Danish Music Awards Folk 2016 arrangeres af foreningen Folk Danmark i samarbejde med Tønder Kommune og Tønder Festival. Arrangementet er støttet af Dansk Rock Samråd (ROSA), Danske Komponister og Sangskrivere (DJBFA), Dansk Artist Forbund (DAF), Dansk Musiker Forbund (DMF) og Folk Club Fyn.

Share this Post: Facebook Twitter Pinterest Google Plus StumbleUpon Reddit RSS Email

Related Posts

Comments are closed.