Ny festival for folkemusik i Esbjerg

Ny festival for folkemusik i Esbjerg

Folk & Fæstival: I Kristi Himmelfartsferien samles vækstlaget på den danske folkemusikscene og byder offentligheden på en festlig forlænget weekend med sang, dans og spil.



Fra og med september bliver Esbjerg en uddannelse rigere. Folkemusikerlinjen på Syddansk Musikkonservatorium rykker fra Odense til Esbjerg. For at tage godt imod både nuværende og kommende elever på uddannelsen og det omkringliggende miljø har en række lokale arrangører taget initiativ til en festival for alskens folkemusik.

Blandt festivalens centrale arrangører er bl.a. Huset Esbjerg, hvis daglige leder Sune Rasmussen udtaler:


”Det er en fornøjelse at kunne bakke op om de lidt mere skæve initiativer, og folk er altid sjovt. Faktisk har folkemusikken aldrig været så interessant, hvilket kan ses på både besøgstal, pladesalg og omtale.

”

En anden vigtig medspiller er selvsagt Syddansk Musikkonservatorium, der også ser store muligheder i festivalen. Kommunikatør og international koordinator Jesper Asp udtaler:

“Vi ser det som en oplagt mulighed for at medvirke til at styrke fødekæden ved at byde ind med workshops og koncerter, der appellerer til både vores egne konservatoriestuderende og folkemusikinteresserede i det hele taget. Vi ønsker med vores medvirken at gøde vækstlaget og styrke vækstbetingelser for en generel opblomstring af folkemusikken i Danmark.

”

Udover Huset Esbjerg og Syddansk Musikkonservatorium har også Folk In Vest og Folkemusikstævnet ROD en finger med i spillet. Sidstnævnte er en autonom organisation, der hvert år til påske arrangerer et stævne for unge på 15-25 år med interesse for folkemusikken. ROD, der i øvrigt flytter stævnet til Esbjerg i 2014, kommer i forbindelse med Folk & Fæstival bl.a. til at stå for musikprogrammet på Huset. Og netop mødet og sammenspillet mellem de lokale spillesteder og det tilkommende folkemusikmiljø har største betydning for Folk & Fæstival. Initiativtager og festivalkoordinator Casper Mikkelsen udtaler:

“Ønsket er, at områdets spillesteder og publikum og folkemusikmiljøet tager imod hinanden med åbne arme. Vi ønsker at samle hele folkemusikscenens vækstlag og øvrige interesserede til en festlig forlænget weekend med musik, sang, dans, spil, fest, glæde, tradition, fornyelse og snaps.Og ALLE er inviterede – deraf navnet!”

Selvom festivalens epicenter til en start vil være Huset og Konservatoriet, inviteres byens og regionens spillesteder til at bidrage til festivalprogrammet med koncerter og andre relevante events. Arrangørerne håber således, at initiativet på sigt kan spredes til resten af regionen.

Folk & Fæstival: https://www.facebook.com/folkogfaestival?fref=ts

Share this Post: Facebook Twitter Pinterest Google Plus StumbleUpon Reddit RSS Email

Related Posts

Comments are closed.