Den nordiske tone

Den nordiske tone

– historien om fire danske musikeres søgen efter tonen som er tættest på hjertet

af Morten Alfred Høirup

”I aften skal vi finde Nordens tone..”, sådan præsenterer pianisten Pojken Flensburg, aftenens program for publikum i den fyldte kirke Gl. Åby Kirke, ikke så langt fra Århus, Danmarks næststørste by. Pojken er pianist og grundlægger af den danske kvartet, Nordens Tone, som udover ham selv består af saxofonist, Hans Mydtskov, kontrabassist Torben Bjørnskov, og sangerinden Jullie Hjetland.

De fire musikere lokker smilene frem og skaber en god og varm stemning i den lille kirke, efterhånden som de med et glimt i øjet og god publikumskontakt, får folk til at tromme rytmen med fødderne, mens de leger sig igennem en række iørefaldende og fortællende nordiske melodier, sange og salmer, sunget på originalsproget af den dansk-norske sangerinde.

Sangen som bedstemor sang

”Jeg er jazzmusiker, og jeg kommer fra jazzens verden..”, fortæller Pojken Flensburg, da jeg nogle dage senere møder ham og Jullie Hjetland på en lille listig café i det indre København: ”For fem år siden gav jeg en koncert, hvor jeg sidst på aftenen spillede en enkelt dansk sang som jeg havde lært af min bedstemor da jeg var lille. Publikum tog sangen til sig lige med det samme, meget mere end de havde gjort med de øvrige numre den aften, og det oplevede jeg at de gjorde fordi de ligesom jeg selv, havde et forhold til såvel melodien som teksten. Den oplevelse inspirerede mig til at starte med at søge efter den særlige tone vi har i Norden, for det er her jeg kommer fra. De to andre musikere og jeg har diskuteret hvordan vi kunne finde frem til det vi kalder ”Den Nordiske Tone”, og vi har fokuseret på at søge ned i detaljerne i musikken. Vi ville også gerne have sangene med, og da vi spiller en masse musik fra de andre nordiske lande, handlede det om at finde den helt rigtige sangerinde.”

Den helt rigtige sangerinde

Jo, de tre instrumentalister i Nordens Tone kommer fra jazzens verden, men det skulle blive indenfor folkemusikgenren at de fandt deres helt rigtige sangerinde, nemlig dansk-norske Jullie Hjetland. Jullie har taget en dansk uddannelse på folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole i Odense på Fyn, og har suppleret med en nordisk overbygning, en såkaldt ”master degree”, på Ole Bull akademiet i Norge. Hun har spillet og udgivet albums i forskellige nordiske konstellationer, bl.a. i det interskandinaviske band KRYSS, hvor man arbejde med den nordiske lyd, og med blandingen af folkemusik og jazz. I Nordens Tone blev hun fra starten spurgt om hun ville synge på flere sprog.

”Jeg og de to andre jazzmusikere i bandet har opdaget at denne her musik faktisk er tættere på vores hjerter”

”I begyndelsen var det meningen at jeg skulle synge på dansk, svensk og norsk, sprog som jeg taler flydende, men da vi gik i gang med at finde materiale til vores første album, fandt vi ud af at vi også ville spille musik fra Island, Grønland, Finland og Færøerne. Jeg besluttede mig til at tage udfordringen op og synge på alle disse her sprog. Jeg fik rigtig god hjælp til udtalen, for eksempel fik jeg den grønlandske kunstner, Miki Jacobsen, til at synge den grønlandske sang for mig, så jeg kunne lære udtalen. Jeg synger næsten perfekt på de sprog, selvom mine hjælpere driller mig med at jeg har en lille dansk eller norsk dialekt.”

I arbejdet med materialet har bandmedlemmerne talt meget om ikke at gøre musikken ”jazzy”, med alle de akkordløb og arrangementer som er så typiske for jazzmusikken. De bestræber sig på, fortæller Pojken Flensburg, at holde musikken helt ren og enkel, og holde fast i den originale melodi, samtidig med at de tilføjer jazzens sans for improvisation.

”Det er ret sjovt for mig, som kommer fra den danske jazzscene hvor vi jo ofte tager udgangspunkt i de amerikanske jazzstandards, at spille disse her nordiske melodier og sange. Jeg og de to andre jazzmusikere i bandet har opdaget at denne her musik faktisk er tættere på vores hjerter. Selvom den amerikanske musik er fantastisk, så er den nordiske musik lettere og forekommer mere naturlige for os at spille, for det er her vi kommer fra.”

”Nu kender vi hinanden meget bedre og kan udfordrer os selv og lege mere og give musikken mere kant.”

For et par år siden udgav Nordens Tone et album med en række mere eller mindre kendte sange fra Danmark, Norge, Sverige, Finland, Island, Grønland og Færøerne, og de har netop indspillet det næste. Jullie Hjetland nipper forsigtigt til sin varme chokolade med chili, og  fortæller hvordan de denne gang har indspillet flere af deres egne kompositioner, samtidig med at de eksperimenterer mere med klange og lyde inspireret af såvel de nordisk traditioner som den smukke med også barske nordiske natur. ”Siden vi udgav det første album har vi desuden spillet en hel masse sammen, så nu kender vi hinanden meget bedre og kan udfordrer os selv og lege mere og give musikken mere kant.”

Klapsalver og glade råb i den lille kirke

I Gl. Åby Kirke er stemningen rigtig god, og koncerten med Nordens Tone topper med at Jullie stiller sig op, kun med sin krop som instrument, og synger et lille medley af nynorske sange som kulminerer med en fræk bryllupssang, imens hun akkompagnerer sig selv ved at klappe, knipse med fingrene, tromme med hænderne på sin brystkasse, og fremkalder lyde ved at slå sig selv forsigtigt på munden. Publikum jubler og klapper, og da bandet lidt efter runder koncerten af med frisk grønlandsk nytårssang  om at smide de dårlige oplevelser væk, og kun tage de gode ting med videre i det nye år, er såvel arrangører som publikum glade og tilfredse, og belønner bandet med store klapsalver som runger igennem den lille kirke.

Så er koncerten slut, bilerne er pakket og bandet er på vej videre ud i verden med deres unikke blanding af jazz og nordisk folkemusik. Hver aften i den kommende tid vil de fire musikere starte deres koncert med at Pojken Flensburg fra sin plads bag pianoet, ser ud mod det forventningsfulde publikum og inviterer dem med som deltagere i sit og bandets store projekt: ”Mine damer og herrer, velkommen til. I aften skal vi finde Nordens tone!”.

Relevante links:

Nordens Tone: http://www.nordenstone.dk

Danish Roots: www.danishroots.eu

Share this Post: Facebook Twitter Pinterest Google Plus StumbleUpon Reddit RSS Email

Related Posts

Comments are closed.