Folkemusikkens indflytterfest i Esbjerg er i fuld gang

Folkemusikkens indflytterfest i Esbjerg er i fuld gang

Folkemusikken sniger sig langsomt, men sikkert ind i Esbjerg i denne uge og forbereder byen på det kommende semester, hvor Folkemusiklinjen på SMKS flytter til Esbjerg. Flytningen markeres med folkemusikfestivalen Folk & Fæstival, som startede for fuld udblæsning i Esbjergs gader i onsdags og løber ugen ud.

Fra og med september bliver Esbjerg en uddannelse rigere. Folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium rykker fra Odense til Esbjerg. For at tage godt imod både nuværende og kommende elever på uddannelsen har en række lokale arrangører taget initiativ til en festival for at byde de studerende velkommen til byen.

Onsdag eftermiddag blev festivalen så skudt i gang med folkemusik og flashmob i gågaden efterfulgt af åbningskoncerten på Huset, hvor Uhrban Stöjband & Friends officielt åbnede festivalen. Hele byen summede af liv til en blanding af Esbjerg By Night og folkemusikfestival, og også den efterfølgende jamsession på Vinbaren bar præg af, at der havde været fest over hele byen.

I går stod dagen så i Cape Breton musikkens tegn. De verdensberømte musikere Troy MacGillivray, Allan Dewar og Jake Charron fra Canada indtog konservatoriets café hele eftermiddagen med undervisning i musik og dans fra Cape Breton. Til canadiernes koncert på Huset om aftenen svedte deltagerne fra eftermiddagens workshop sig igennem smukke og energiske jigs og reels, og bandet inviterede både Tove de Fries og hendes violinelever fra Fanø Fiddle School med på scenen

Aftenen sluttede igen med koncert og jamsession på Vinbaren leveret af violinisten Maja Kjær Jacobsen, hvor musikken fik mulighed for at fylde mere end aftenen før. Stemningen var i top og der blev både jammet i og udenfor Vinbaren.

I eftermiddag har bands som RIM og Vingefang fyldt konservatoriets café sammen med musikalske smagsprøver fra sommerens afgangskoncerter fra Folkemusikkonservatoriet. Der er stadig masser af spændende koncerter resten af weekenden. Tjek musikprogrammet på www.folkogfæstival.dk og kom forbi Esbjerg!

                                                                                                                                                                              Af Kirstine Uhrbrand

Share this Post: Facebook Twitter Pinterest Google Plus StumbleUpon Reddit RSS Email

Related Posts

Comments are closed.