MARTHA WAINWRIGHT TIL TØNDER

MARTHA WAINWRIGHT TIL TØNDER

Der var alligevel ikke lukket helt ned for bookingen, da Tønder Festivalen for et par uger siden annoncerede det endelige program. Det er nemlig lykkedes at få det canadiske topnavn Martha Wainwright til festivalen. En ekstra gave til publikum i anledning af Tønder Festivalens 40 års fødselsdag. 

”Martha Wainwright passer fortrinligt til festivalen og peger med sit musikalske ståsted fremad. Samtidig har hun en lang sangskrivertradition i blodet og bærer historien videre. Begge hendes forældre, Kate McGarrigle og Loudon Wainwright III, har optrådt i Tønder. Vi er stolte over at kunne præsentere Martha Wainwright på årets festival,” siger Carsten Panduro, kunstnerisk leder af Tønder Festivalen.

Billetsalget går strygende
Tønder Festival 2014 kan også glæde sig over et fint billetsalg. Salget af armbånd ligger her i starten af juni mere end 30 procent over det tilsvarende salg sidste år.

Det endelige program udkommer i trykt form i dag mandag 16. juni sammen med en dobbelt-cd med tracks fra udvalgte kunstnere på årets festival. CD, program (og støtte armbånd) kan bestilles sammen med partout-armbånd på link nedenfor. Se mere om de enkelte kunstnere på www.tf.dk om få dage – hvor der også er links til festivalen på Facebook og Twitter og til festivalens playliste på Spotify.

DET SIGER DE OM FESTIVALEN:
”Der er en særlig stemning i Tønder… den måde publikum er på. De giver noget til dem, der spiller, og der sker en eller anden form for symbiose. Måske er det noget, der er bygget op gennem de 40 år. Men der i hvert fald noget magisk over det.”
(Mikael K, sangskriver og musiker, 2014)

”Tønder Festival 2013 var et langt hit for mig. Jeg har været der to år nu, og jeg er ked af, at jeg ikke har opdaget Tønder noget tidligere. Det fede ved Tønder er, at det handler om musikken. Jeg oplevede for eksempel nogle møgirriterende 20-årige irere, som spillede røven ud af bukserne.”
(Huxi Bach, entertainer, sangskriver, 2014)

”Tønder Festivalens ry rundt om i verden er bemærkelsesværdig. Festivalen har overlevet i 40 år, hvilket er en bedrift i sig selv. Men først og fremmest har de altid haft en klar forståelse for, hvad folkemusik er. Tønder spiller en vigtig rolle på det europæiske landkort over den musikalske diversitet og de levende musikkulturer. For den folk- og rootsbaserede musik er Tønder Festivalen den ilt, der giver de nye navne mulighed for at ånde.”
(Tom Sherlock, manager, Dublin, 2014. Samarbejdspartner med Tønder Festivalen)

”Tønder repræsenterer den musik, al anden musik står på skuldrene af. Musik, som måske nok har bølgedale og bølgetoppe, men som altid vil bestå. Enhver god rockmusiker har sine rødder intakte. Hvor ville Dylan og Springsteen have været henne, hvis ikke de regelmæssigt har været nede for at suge af den musik?”
(Niels Hausgaard, sangskriver, entertainer, interview 2013)

”En af de bedste oplevelser, jeg har haft længe. Det, der var så fedt her, var den totale opmærksomhed.”
(Kaspar Kaae, sanger, guitarist og sangskriver i Cody, der spillede på Tønder 2012.)

OM MARTHA WAINWRIGHT (CAN):
Sangskriveren Martha Wainwright kan inderlighedens kunst, men hun kan også være sprælsk, hudløst ærlig, forførende, skrøbelig, skarp og fuld af en humor. Hun tager os med igennem hele registret, og for hende synes scenen at være et fristed. Her er hun helt sig selv, ligesom hendes mor og moster, Kate og Anna McGarrigle i øvrigt altid var.
Martha og hendes bror Rufus Wainwright er usædvanligt musikalske, hvis man kan gradbøje den slags. Som børn af sangskriverne Kate McGarrigle og Loudon Wainwright III er de vokset op midt i musikken og var scenevante fra barneårene. Martha Wainwright, der er født i 1976, udgav sine første sange i 2002. Det har ikke ligget til familien at feje ting under gulvtæppet, og Martha gjorde faktisk sit opgør med sin far, efter forældrenes skilsmisse, offentlig via nogle usædvanlig direkte sange.
I vinteren 2009-10 kom de næste omvæltninger i Martha Wainwrights liv. Hun blev mor og mistede samtidig sin egen mor. Men Martha forholdt sig til virkeligheden gennem sin musik, og gav igen følelserne stemme i sangene på ”Come Home To Mama”. Her synger hun også Kates sidste mesterværk, måske det bedste en mor på vej ud af livet, kunne give sin datter. Når Martha synger ”Proserpina”, står alt stille.
Glæd jer til Martha Wainwright, hvis musikalske baggrund går langt tilbage ad de samme veje som festivalens. Båd hendes mor, Kate McGarrigle , og hendes far, Loudon Wainwright III, har optrådt i Tønder. Men Martha peger ligeså meget fremad med sin nutidige stil.
https://www.youtube.com/watch?v=yzPHHpi1bUA

Tønder Festival 2014:
Steve Earle (USA) – The Chieftains (IRL) – The Lone Bellow (USA) – Alan Doyle Band (CAN) – Martha Wainwright (CAN) – Runrig (SCO) – Julie Fowlis (SCO) – Hudson Taylor (IRL) – The Stray Birds (USA) – Deer Tick (USA) – Seth Lakeman (ENG) – Skerryvore (SCO) – We Banjo 3 (IRL) – Oysterband (ENG) – Hayes Carll (USA) – John Fullbright (USA) – Eivør (FO) – Eileen Ivers & Immigrant Soul (USA) – Folkeklubben (DK) – Le Vent du Nord (CAN) – John McCusker, John Doyle & Michael McGoldrick (SCO/USA/UK) – Lynched (IRL) – The Outside Track (CAN/SCO/IRL) – Sarah Lee Guthrie & Johnny Irion (USA) – Madison Violet (CAN) – The John Boutté Band (USA) – Foghorn Stringband (USA) – Jesse Legé, Joel Savoy and The Cajun Country Revival (USA) – Dirk Powell & Cedric Watson (USA) – Dreamers’ Circus (DK) – Sheesham and Lotus & ‘Son (CAN) – Chuck Brodsky (USA) – – Mikael K & Klondyke (DK) – Poul Krebs med venner (DK/USA/N) – Habadekuk (DK) – Big Basco (DK/S) – Harald Haugaard Band feat. Helene Blum (DK) – Niels Hausgaard med gæster: Allan Olsen, Laura Mo Huxi Bach (DK) – Folk Spot: Habadekuk, Basco, Dreamers’ Circus, Jensen & Bugge, Jens Lysdal, Rannok, Himmerland, Trolska Polska (DK) – Fristadskapellet fra Fanø (DK) – Blues Karavanen (DK) – Alan Klitgaard (DK) – Rod Sinclair Band (DK/SCO)

Tønder Festival 28. – 29. – 30.- 31. august 2014
Website: www.tf.dk
Facebook: https://www.facebook.com/tonderfestival
Twitter: @TonderFestival

Share this Post: Facebook Twitter Pinterest Google Plus StumbleUpon Reddit RSS Email

Related Posts

Comments are closed.