Copenhagen Jazz Festival byder på masser af folkemusik i nye møder med jazz og improvisationsmusik

Copenhagen Jazz Festival byder på masser af folkemusik i nye møder med jazz og improvisationsmusik

Folkemusikkens revival inden for de seneste år vil man også kunne opleve under Copenhagen Jazz Festival, hvor folk og roots er i dialog med jazz og improvisationsmusik. Danske og internationale kunstnere som Dreamers’ Circus, Broken Twin, Josephine Foster, Asfour/Merrill Duo m.fl. gæster festivalen.

Spændende danske navne nyfortolker folk- og roots-genren

Den danske folk- og roots-scene sprudler i disse år, og Copenhagen Jazz Festival præsenterer en række spændende nye navne. I Haveselskabets Have er Spillemændene med Nicolai Elsbergs dybe, messende vokal og underfundige tekstunivers en spændende dansksproget folk/rock-oplevelse, mens Anders Lauge Meldgaards Frisk Frugt byder på en skæv og original folk med elementer af afrikansk musik. I Haveselskabets Have kan man også komme til koncert med én af dansk folkemusiks mest roste nye orkestre, nemlig trioen Dreamers’ Circus, der har afsæt i den skandinaviske folkemusik med et globalt udsyn. Dreamers’ Circus har vundet tre priser ved Danish Music Awards Folk 2013 og Rune Tonsgaard Sørensen har fået tildelt Kronsprinsparrets Stjernedryspris i 2013. Dreamers’ Circus imponerer med koncerter i hele verden, men har også godt fat i det danske publikum – f.eks. gav de en uforglemmelig koncert i et fyldt Jazzhouse under Vinterjazz 2014.

På Hovedbiblioteket går sangerinden og komponisten Broken Twin på scenen med det kritikerroste debutalbum “May” i bagagen. Albummet udkom i april på det velansete amerikanske label ANTI, der også udgiver Tom Waits, Betty LaVette, Tinariwen m.fl. og byder på stærke, personlige sange med rødder i en atmosfærisk singer/songwriter-tradition. Stærke sange og poetiske tekster finder man også på 5e, der byder på Dylan Thomas-tekster serveret af den danske trio Eggs Laid By Tigers.

Internationale folk- og roots navne fra USA, England, Egypten og Gambia

De nye internationale folk- og roots-navne er også at finde på Copenhagen Jazz Festival, da Jazzhouse præsenterer den særegne og albumaktuelle sangerinde Josephine Foster i en unik opsætning med impro-trommeslageren Michael Zerang. Foster er en af de mest originale stemmer på den alternative folkscene, hvis musikalske univers spænder fra den dybeste blues til den glødende flamenco og med klare referencer til store folknavne som Vashti Bunyan, Linda Perhacs og Shirley Collins.

Den engelske violinist Daniel Merrill og den egyptiske Ayman Asfour skaber en unik udveksling mellem engelsk og orientalsk tradition og mellem den eksperimenterende folkemusik, improvisation og kammermusik. Duoen gæster for første gang Danmark, som led i et residency-ophold og inviteret af Fanø Free Folk Festival, og de giver koncerter på Harbo Bar, som support for Josephine Foster på Jazzhouse samt på Sankt Hans Torv, hvor den gambianske koraspiller Dawda Jobarteh også giver duokoncert med den danske trommeslager Stefan Pasborg.

Folkemusik og avantgarde

At man sagtens kan udforske musikkens rødder samtidig med at man eksperimenterer og tænker nyt, viser en række kunstnere, som blander folkemusik med frie improvisationer og avantgardistisk kant. Oplev f.eks. den svenske national-troubadour Evert Taubes sange i utraditionel orkestrering, når gruppen Rosor och Tulpan anført af sangerinde Quarin Wikström giver koncert på 5e. Og se hvad der sker, når to af Danmarks mest balstyrige musikere – trommeslager Kresten Osgood og multiinstrumentalist Jonas Stampe/Snöleoparden – går i clinch med den javanesiske duo Senyawa, der eksperimenterer med den traditionelle javanesiske musik via bl.a. hjemmebyggede instrumenter af bambus. Det er på Sankt Hans Torv. Fanø Free Folk Festival – der i år markerer 5 års udforskning af den avantgardistiske folk – kuraterer et program på Balders Plads den 10. juli. Her kan man bl.a. opleve den roste danske gruppe Kloster, der byder på pastoral neo-folk med psykedeliske elementer, Tranquebar med kannibalrytmik og kaskelotmusik i høj bølgegang, og den eksperimenterende dansk/ungarske sangerinde Kamilla Kovacs (IKI m.fl.) i møde med den rumænske cimbalom-spiller George Mihalache.

Op til Copenhagen Jazz Festival har videokanalen Unseen Recordings offentliggjort en session med Dreamers’ Circus fra Vinterjazz 2014. Se videoen.

Lørdag den 5. juli, kl. 16.30 → Rosor och Tulpan / Dørsalg

Mandag den 7. juli, kl. 17:00 → Osgood/Stampe/Senyawa (DK/ID) / Fri entré

Tirsdag den 8. juli, kl. 18:00 → Spillemændene / KØB BILLET

Torsdag den 10. juli, kl. 15:00 → Kamilla Kovacs/George Mihalache (DK/HU/RO) / Fri entré

Torsdag den 10. juli, kl. 16:00 → Dawda & Pasborg (GM/DK) / Fri entré

Torsdag den 10. juli, kl. 17:30 → Tranquebar / Fri entré

Torsdag den 10. juli, kl. 18:00 →  Frisk Frugt / KØB BILLET

Torsdag den 10. juli, kl. 20:00 → Kloster (DK/NO) / Fri entré

Torsdag den 10. juli, kl. 22:00 → Olga & Palle (DK/PL) / Fri entré

Torsdag den 10. juli, kl. 22:00 → Broken Twin / KØB BILLET

Fredag den 11. Juli, kl. 16:30 → Eggs Laid By Tigers + BUSK / Dørsalg

Fredag den 11. juli, kl. 18:00 → Dreamers’ Circus / KØB BILLET

Fredag den 11. juli, kl. 16:00 → Asfour/Merrill Duo (UK/EG) / Fri entré

Lørdag den 12. juli, kl. 21:00 → Josephine Foster (US) + Merrill/Asfour (UK/EG) / KØB BILLET

 

Copenhagen Jazz Festival 2014 er én af Europas største jazzfestivaler med mere end 1200 koncerter, som finder sted den 4.-13. juli på mere end 100 spillesteder i hele København og på Frederiksberg. Det komplette program finder du i det trykte program, på Jazz.dk og i den officielle app. Info & Tickets: Jazz.dk

Share this Post: Facebook Twitter Pinterest Google Plus StumbleUpon Reddit RSS Email

Related Posts

Comments