Peter Uhrbrand modtager Årets Gudman Pris 2014

Peter Uhrbrand modtager Årets Gudman Pris 2014

For ellevte år i træk udgør Amager Bio rammerne om en hyldest til en dansk musiker. Årets Gudman går hvert år til en musiker, som ikke normalt står i frontlinjen, men alligevel er en  kapacitet i dansk musik. En musiker, der skaber berigende oplevelser og gør det konsekvent, uselvisk og modigt.

Årets Gudman er violinisten og folkemusikeren Peter Uhrbrand.

Gennem 40 år har Uhrbrand været en af de vigtigste musikere i Danmark, men samtidig en som næsten ingen i den etablerede musikbranche kender til. Med sit inderlige og intense spil, sin poetiske tone og sit utrættelige arbejde med at opretholde Fanø-musikken – Danmarks ældste ubrudte musiktradition – er han en godfather-figur for hele den nye danske generation af folkemusikere, der huserer for tiden. En generation der – endelig – er ved at opløse skellene mellem genrerne, så folkemusik bliver til folk, der bliver til indie, der bliver til rock osv.

For næsten 40 år siden flyttede Peter Uhrbrand fra København til Fanø, hvor han blev dybt fascineret af den melankolske tusmørkemusik, der strømmer fra den lille ø. Fanø-musikken er ikke halm og træsko. Den er poesi, vemod, vintre uden sol og sommernætter, hvor den samme sol aldrig går ned. Uhrbrand byttede sin guitar til en violin, bosatte sig på øen og gik i lære hos de aldrende spillemænd. I en lang årrække – efter deres død – var han den hovedsagelige viderebringer af traditionen. En enlig beskytter af en kulturarv, der i 80’erne og 90’erne hverken var hip, trendy eller eftertragtet. Lige siden da har Uhrbrand turneret, spillet og inspireret uafbrudt.

I dag er Fanø-traditionen levende, vibrerende og fungerer som et energisk knudepunkt for dansk folkemusik. Med festivaler og workshops, tilrejsende digtere, musikere og søgende sjæle ligner den intet andet i dette land. De folkemusikere der i dag er mellem 15 og 35 kender alle Peter Uhrbrand. Han er deres læremester. Da de tog til Fanø for at lære musikken at kende, stod han klar til at lære fra sig.

Og mens de sidste 10 år i dansk rock har været præget af en ny inspiration hos folk og folkemusik fra Mali, Sydafrika, Louisiana og Balkan, så er det på tide, at vi tager vores egen tradition lige så alvorligt.

Melodiens mand

Men en ting er Peter Uhrbrands ubeskrivelige fortjeneste i dette regnestykke: Spørg nogen fra folkemusikmiljøet om det havde set sådan ud på Fanø, uden ham. En anden ting er mandens eget spil. Spørg dertil en af de prisbelønnede unge musikere – Harald Haugaard, Rune Tonsgaard Sørensen eller Nikolaj Busk – om hvad det er Peter Uhrbrand, musikeren, kan.

De vil fortælle om hans enkle og nødvendige tilgang til sit spil, hans ukrukkede og ydmyge forhold til det, som al dansk folkemusik handler om: Melodien. Peter Uhrbrands tone lyder som om, den strømmer fra en lang ubrudt melodi. En melodi der aldrig er stoppet. En tidløs melodi. Når han spiller er der ingen mellemregninger, ingen forfængelighed, bare den essens, der rammer en i sjælen, og på mærkelig vis giver en følelsen af at være kommet hjem.

Formand i Foreningen Gudman, musiker og forfatter Kristian Leth, siger:

Om man kender folkemusikken eller ej, så er der noget med Fanø-musikken, når man er dansker. Den minder en om en tid, før man voksede op, fik forestillinger om rigtig musik og en bevidsthed om, hvad der var sejt, fint eller korrekt. En tid da aftenerne varede for evigt, da nogen sang for en, når man skulle sove, da dette var det eneste man kendte. Fanø-musikken er på en eller anden mærkelig måde vores musik. Og når Peter Uhrbrand spiller den, så minder han os ikke bare om, at den skal spilles for at overleve. Og at han ikke har tilladt den at uddø. Men han gør det på en måde, hvor det altid handler om musikkens fortælling – lige nu – og dens arv og dens kraft. Når han spiller, handler det aldrig om ham. Det kræver en stor musiker, at kunne træde til side for melodien.”

Søndag d 5. oktober 2014 går det løs i Amager Bio. En hel aften skal det handle om Peter Uhrbrand. Han vil blive æret og hyldet og vil tage os med på en musikalsk rejse ind i vores indre mytiske tusmørkeland. Hele vejen igennem vil han være omgivet af en stribe af danske musikere, der spiller med og for ham.

Køb billet og være med til en koncertaften, der kommer vidt omkring i Uhrbrands lange og brogede karriere – en koncertaften der både bliver tindrende smuk og groft swingende.

Læs mere om foreningen Gudman og Årets Gudman her:

www.gudman.dk

Køb billet til Årets Gudman 2014 her:

http://www.billetnet.dk/checkout/event.php?eventId=AMA0510C

Share this Post: Facebook Twitter Pinterest Google Plus StumbleUpon Reddit RSS Email

Related Posts

Comments are closed.